Her i landet har vi det så godt, så godt. Vi sørger for vores gamle, vores syge, vores arbejdsløse, og ingen går sultne i seng eller ligger og dør i rendestenene. Men det er i stigende grad ved at blive et regulært skønhedsmaleri, virkelighedsforfalskning. I 3 måneder i 1990 var jeg, der er på bistandshjælp, frataget bistandshjælpen og dermed mit eksistensgrundlag. Og en advokat, som jeg ringede til, fortalte mig, at hvis jeg var så utilfreds med de sociale myndigheder herhjemme, kunne jeg jo bare skruppe ud af landet og se, om det var bedre noget andet sted i verden.

Nej, de manglende udbetalinger gennem 3 måneder var ingen fejl. De blev standset af socialforvaltningen, fordi jeg havde nægtet at være med til en samtale, hvis formål var, at sagsbehandlerne skulle deltage i planlægningen af min fremtid. Udbetalingerne blev indstillet, "indtil vi har talt sammen og i fællesskab fået lagt realistiske fremtidsplaner for dig".

Indtil da kunne jeg få lov til at dø af sult, begå selvmord, røve en bank, hvad som helst. Jeg var desuden i en alder af 45 frataget retten til at planlægge min fremtid selv, og evnen til at vurdere realismen i mine egne planer. Og jeg var sparket helt ud gennem bunden af vores højt priste og efter nogens mening (f.eks. forhenværende socialminister Åse Olesen!) alt for fintmaskede sociale sikkerhedsnet. Jeg var ikke længere en medborger.

Et sådant "fællesskab" betakker jeg mig for, ellers tak.

Jeg indrømmer gerne, at da jeg havde modtaget og læst det første brev fra forvaltningen i denne sagsbehandling, blev jeg frygtelig bange. Jeg har sammentrængt sagsforløbet i det ovenstående, formuleringen ang. mine fremtidsplaner dukkede op i de efterfølgende breve. Men risikoen for at miste al offentlig hjælp, måske helt frem til folkepensionen, ved at nægte at være med til en sådan samtale, fremgik allerede af det første brev. Ganske vist ejer jeg min lejlighed og kan derfor sælge den - men alligevel!

I løbet af et par dage, mens brevets fulde indhold og konsekvenser gik op for mig, blev jeg stadig mindre bange og mere vred. Så i stedet for at komme til samtalen svarede jeg pr brev. Som det skulle vise sig sig: til ingen nytte.

Og som dagene blev til uger, begyndte jeg i stigende grad bevidst at reagere på situationen, ikke som bistandsmodtager, men som pacifist.

Stemmeret.

Da KU-eren Søren Agerbo optrådte på slap line i TV under valgkampen i december med sit forslag om at fratage bistandsklienter (jeg foretrækker altså -modtagere!) deres stemmeret med henvisning til grundlovens paragraf 29, stk. 1 ang. borgere på "fattighjælp", grinede jeg. Ikke fordi der var noget at grine af, det var næsten så sørgeligt, som det kunne være, men med det grin som uhyrligheder så grove, at man ikke tror sine egne ører, fremkalder hos én.

Da så konservatives gruppeformand Lars P. Gammelgaard også kom op og optræde på den samme slappe line, blev det til gengæld sjovt, for han slog syv kors for sig: Vanvid, vanvid! ækelt! Man væmmes! Puha, føj - og med afskyen prentet i alle ansigtstræk.

Men det vanvittige og ækle er jo i virkeligheden ikke så meget, at Søren Agerbo tog grundloven alvorligt, men at Gammelgaard ikke skyndte sig at forsikre, at den sag skulle han nok sørge for, blev taget op i folketinget med henblik på at få slettet en grundlovsparagraf, der tilhører en længst svunden tid, hvor man faktisk fratog medborgere deres stemmeret, når de ikke kunne forsørge sig selv, men var henvist til offentlig "fattighjælp". Og at heller ingen andre har rørt en finger for at få det gjort, selv om FATTIGHJÆLPEN jo forlængst er blevet afskaffet i den sociale lovgivning.

Så iflg. vores grundlov er jeg altså stadigvæk et "fattiglem" uden KRAV på min stemmeret. Hvorfor skal jeg også være med til at bestemme over folketingets sammensætning, når jeg ikke engang kan bestemme suverænt over min egen fremtid?

Menneskeret.

FN's Menneskerettighedserklæring siger bl.a.:

Artikel 1: ALLE mennesker ER FØDT fri og LIGE I værdighed og RETTIGHEDER. Artikel 2: Enhver har krav på alle de rettigheder og friheder, som nævnes i denne erklæring, UDEN FORSKELSBEHANDLING AF NOGEN ART, f.eks. på grund af ... social oprindelse, formueforhold ... ELLER ANDEN SAMFUNDSMÆSSIG STILLING.

Dette kan jeg kun forstå sådan, at et samfund handler i strid med menneskerettighedserklæringen, både hvis det fratager BESTEMTE befolkningsgrupper stemmeret, ytringsfrihed m.m., som andre befolkningsgrupper er sikret, såvel som hvis det fratager eller nægter hele befolkningen grundlæggende, menneskelige rettigheder og friheder. Iflg. erklæringen skulle jeg således være sikret min stemmeret, og hvis der står noget andet i vores grundlov, så var det da på tide at få det ændret!

Artikel 9: Ingen må underkastes vilkårlig anholdelse, tilbageholdelse eller LANDSFORVISNING.

Det er jeg ganske vist heller ikke blevet, men jeg har dog oplevet, at en advokat pr. tlf. foreslog mig at forlade landet hellere end at yde mig retslig rådgivning og hjælp. Jeg er meget betænkelig ved, at vi har advokater, der overhovedet kan finde på at sige denslags til folk, dels i almindelighed og dels fordi min sidste redningsplanke, vores retsvæsen, nødig skulle gå hen og vise sig at være lige så gennemrådden, som den sociale viste sig at være!

Artikel 22: Enhver har som medlem af et samfund ret til SOCIAL TRYGHED ... Artikel 25: Enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstrækkelig til hans ... sundhed og VELVÆRE (!), herunder til føde, klæder, bolig ... og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom, UARBEJDSDYGTIGHED ... under omstændigheder, der ikke er selvforskyldt.

Den konkrete årsag til at jeg havnede på bistandshjælp, var at jeg var blevet overfaldet på min avistur - jeg var avisbud i 17 år ialt - af en bekendt. Det skal jeg ikke komme nærmere ind på her. Uforskyldt var det i hvert fald, og dertil kommer, at jeg godt bagefter kan se, at jeg i flere år havde "skrantet" som følge af over 20 års helt eller delvis natarbejde. Så selv om jeg i alle årene som avisbud måtte sove dels om natten og dels om dagen for at kunne klare at arbejde, mens andre sov, kunne jeg i de første mange uger på bistandshjælp ikke sove i 30-40 timer ad gangen. Det er jo helt vanvittigt, når man som jeg sjældent var vågen i mere end 7-8 timer ad gangen i mange år og et udtryk for, at min "døgnrytme" omsider var brudt definitivt sammen.

Men så er der jo heller ikke noget at diskutere, og det er altsammen oplyst i breve til forvaltningen (hvilket dog ikke har forhindret amtsankenævnet i at komme kommunen til undsætning med en paragraf om bistandsmodtageres oplysningspligt!). Jeg var, og jeg er, berettiget til offentlig hjælp - også for de omtalte 3 måneder af 1990, som jeg ved div. kunstgreb kun har fået minimal dækning for efterhånden, trods afsluttet klagesag hos amtsankenævnet. Af restbeløbet skulle jeg under alle omstændigheder have tilbagebetalt 6000 kr, dem kan jeg heller ikke få!

Jeg har klaret mig igennem ved at hente mine madvarer i supermarkedernes containere efter lukketid (jvnf. Menneskerettighedserklæringens artikel 25!), og jeg må derfor alt i alt anklage samfundet for at have tilladt, ja GODKENDT en inkompetent, inhuman og menneskeretsstridig social sagsbehandling.

Sagen er her i begyndelsen af 1991 foreløbig endt med, at socialdirektøren har besluttet, at jeg stadig skal have bistandshjælp, og at han tager min sag op til vurdering om et år. Det var lige præcis dette, jeg i 5 klagebreve prøvede at få ham til at gøre for over et år siden, men dengang forgæves, nemlig at gribe ind og standse forvaltningens sagsbehandling. Jeg er overbevist om, at når han endelig kunne finde ud af at gøre det, så er det ikke for min skyld, men fordi kommunen blev betænkelig ved udsigterne til den retssag, som ville være blevet mit næste skridt.

Det tragikomiske er, at jeg nu er blevet "belønnet" med et helt år på bistandshjælp uden betingelser af nogen art for noget, der sidste år blev takseret til fratagelse af al økonomisk hjælp på ubestemt tid, nemlig at nægte at deltage i samtalen på forvaltningens vilkår. Da jeg ikke har fået nogen forklaring på den nye beslutning, og da klagesagen er endt, som den gjorde, har jeg heller ikke hverken kunnet føle glæde, lettelse eller triumf over den. Den har ikke lettet mig for min afgrundsdybe mistillid til de sociale myndigheder og deres anvendelse af den lovgivning, de støtter sig til, så jeg har i stedet for tænkt mig at ruste mig psykisk til at fortsætte kampen om min fremtid, når året er gået.

Dialogen og et menneskes fremtid.

Finn Held gjorde mig i begyndelsen opmærksom på, at pacifisme også er vilje til dialog. Og det har han jo ret i. Men dialog forudsætter GENSIDIG vilje til samtale, og vore sociale myndigheder baserer sig på magt, uindskrænket magt, de har ikke brug for nogen dialog. De kan altid finde en lovparagraf, hvormed de kan retfærdiggøre deres magtudøvelse, og den store forsyndelse i socialpolitikken er, at bistandsmodtagerens eneste forsvar mod overgreb af forskellig art er en klageret, der dels ikke forhindrer overgrebet og dels efter min egen erfaring bruges flittigt til yderligere at retfærdiggøre magtudøvelsen. Det siger faktisk alt, at amtsankenævnet sendte originalbrevet af sin afgørelse til kommunen, mens jeg - klageren - modtog kopien!

Som jeg forstår det, er samtale desuden noget andet end "snak" i det slet skjulte håb at overbevise modparten til at gøre, hvad der bliver sagt uden mere vrøvl og ballade.

Jeg forstår også samtale sådan, at det er noget, der finder sted mellem ligeværdige samtalepartnere. En sådan ligeværdighed eksisterer ikke mellem sagsbehandleren og bistandsmodtageren, for sagsbehandleren er kommunens og ikke bistandsmodtagerens sagsbehandler.

Samtale-EMNET skulle have været min fremtid, og her kan der slet ikke eksistere ligeværdighed, for et menneskes fremtid tilhører dette menneske, er dets ejendom.

Sagsbehandlingen vendte dette forhold på hovedet. Min fremtid tilhørte sagsbehandlerne, dvs. kommunen - og i sin yderste konsekvens samfundet. Jeg kunne få lov til at ytre mig, men den endelige beslutningsret var sagsbehandlernes.

Hvem er mon egentlig den klogeste på mit liv, herunder min fremtid, og derfor også den nærmeste og mest kvalificerede til at træffe disse beslutninger, mig eller sagsbehandlerne? Hvordan kan det være andet end forsøg på umyndiggørelse at prøve at tiltage sig beslutningsret over et andet menneske? Skal den offentlige hjælp forstås sådan, at sagsbehandlerne, kommunen, samfundet har KØBT og BETALT mig, mit liv, min fremtid?

Efter at jeg gennem måneder havde modsat mig dette og forklaret mig i klagebreve til kommunen, blev udbetalingerne standset! Garneret med høflige beklagelser og angivelig vilje til fortsat at "snakke" med mig og fortsat yde mig økonomisk hjælp. Fløjlshandskens indhold var en jernnæve, det dårligst tænkelige grundlag for en dialog.

Civil ulydighed/modstand.

Med denne samtalevægring havde jeg indledt den ikkevoldelige og derfor pacifistiske kamp om min egen fremtid mod landets egne, sociale myndigheder. Militærnægter - socialnægter, forskellen er ikke så stor, som man måske skulle tro.

Da jeg som sagt ejer min lejlighed, var det ingen kunst at finde ud af at supplere samtalenægtelsen med skattenægtelse for ejendomsskat. Hvad skulle jeg også betale med? Jeg nægtede at betale i 1 1/2 år og har nu fået "eftergivet" beløbene. Det manglede også bare andet!

Desværre var jeg alt for længe om at indse det idiotiske i at frankere klagebreve til kommune, ankeinstans og folketing. Derefter blev postloven ændret! Nå, det har måske ikke noget med hinanden at gøre, men hvad ved jeg.

Læserbreve, først og fremmest til lokalaviserne, er en selvfølge. Heraf tre om min samtale med advokaten - Lis Kornerup - der har kontor i kommunen, og som ikke blev trykt. Jeg synes ellers, at kommunens borgere har berettiget krav på at vide besked, så de evt. kan vælge at gå et andet sted hen, hvis de får brug for en advokat. Avisredaktionerne må have haft en anden opfattelse. Længe leve ytringsfriheden, dette smukke ideal.

Og langt om længe en kronik i en af morgenaviserne. Jeg håber, den er blevet læst og forstået fra folketing og nedefter, og især af "almindelige" mennesker og andre bistandsmodtagere! Og jeg har ikke i sinde at lade den blive den sidste om emnet.

Så kunne jeg ikke finde på ret meget mere - andet end klage- og evt. retssager - men jeg kan tænke mig til det: Demonstrationer, belejring af Christiansborg af landets bistands- og dagpengemodtagere, pensionister m. fl. Langtidsledige, der nægter at være til grin mere og nægter at blive ved med at lade sig trække/true ud og ind af endeløse job- og uddannelsestilbud for at undgå at risikere, at de en skønne dag udfylder den samme arbejdsfunktion på den samme arbejdsplads, som de oprindelig blev fyret fra, men nu for en kort bemærkning, for så skal en anden langtidsledig til fadet! Osv.

Hvis pacifisme var passivitet, som nogen mener, så var nok den danske befolkning den mest pacifistiske i hele verden. Den finder sig i alt, for landet er jo ikke besat af fremmede tropper! Hertillands har vi skam fred og frihed - og intet at kæmpe for ...

©1991 Viggo Andersen